søndag den 18. maj 2008

Gudenaaturen 2007

Vejrguderne driller lidt....





I 2007 var vi vokset til en gruppe på hele 7 kanoer - godt hjulpet af familien Seefeldt, der var lagt fra land i hele 2 kanoer.
Vi startede i 2 grupper, mest fordi der var lidt ”logistiske” problemer omkring nogle af deltagernes campinggrej. Vi var dog alle samlet igen til frokost som blev indtaget i højt solskin på Åle teltplads.
Der var pænt mange andre kanoer fra Tørring den dag. Et enkelt selskab af ”rene karle” fyldte deres kanoer med lidt ekstra brænde fra brændskuret i Åle. Det var vist ikke helt ”kosher”. De havde også fyldt både kanoer og sig selv op med dåseøl, så det varede ikke længe før vi andre efter frokosten begyndte at overhale flydende brændestykker og ditto fyldte dåseøl. Længere fremme mødte vi ”karlene” og kunne ved selvsyn se, hvordan de havde øvet ufrivillige grønlændervendinger.
Vores gruppe nåede uden problemer frem til Gudenå camping og fik slået lejr ved bredden af åen. Det gode vejr svigtede dog for allerførste gang – aftensmaden måtte standhaftigt indtages i silende regn. Det var godt, der var en tv-stue, hvor vi efterfølgende kunne varme os lidt.
Næste morgen var også fugtig – men idet vi skulle til at sejle videre begyndte de første solstråler at titte i gennem. Resten af dagen blev det bare bedre og bedre og når det endelig dryppede lidt var det bare en let sommeregn, der tørrede ind næste inden vi kunne finde regnfrakkerne frem.
Således tilsmilet af vejrguderne blev det igen en dejlig familie-grillaften ved Klostermølle. Det blev noget sent for de små søskende inden vi fik båret dem op til bilerne og vi andre kunne gå til ro.
Søndag morgen var der fortsat dejligt solskin og vi kunne begive os videre på det brede Gudenaa stykke over Mossø og Gudensø. Specielt Gudensø var slem det år med en strid sidevind, der var hård ved de kanoer, hvor der ikke var en større knægt til at agere hjælpemotor. Først efter svinget ind i det lange smalle søforløb ind mod Ry var der medvind og vi kunne slappe lidt af. Enkelte fandt deres paraplyer frem og forsøgte at sejle for spiler.
Det gode vejr holdt lige indtil vi havde fået læsset bilerne i Ry, hvorefter det begyndte at regne igen.

Gudenaaturen 2006

Flotillen vokser...







Dette år havde vi inviteret nogle af fars kollegaer med. De havde hørt om de første ture og havde syntes at det lødt sjovt at tage kanotur. Vi endte med at være 5 kanoer det år.


Det var første år hvor vi sejlede ruten:



  • Fredag: Tørring - Gudenaa Camping

  • Lørdag: Gudenaa Camping - Klostermølle

  • Søndag: Klostermølle - Ry


Den rute har vi holdt ved lige siden. Vi havde kanonvejr alle 3 dage det år.



Det er også blevet en tradition at de øvrige familiemedlemmer til flotillen kommer forbi Klostermølle teltplads lørdag aften med grillmad og rødvin. Her bliver der hygget og leget igennem inden landkrabberne tager bilerne hjem igen, mens søulkene tørner ind med en mindre bøhmand på.

Gudenaaturen 2005

Den første tur fra Tørring...







På vores anden tur kunne Boje ikke være med hele turen, så far og jeg tog afsted alene til Tørring, hvor Svend igen stod klar med kanoen.


Vi sejlede hele første dag til Gudenaa camping, hvor vi overnattede. Der var supervejr hele dagen og vi klaskede myg og kvægfluer på hele det nederste stykke af aaen. Vi har altid husket myggeolie siden.


Det var godt at overnatte et sted med en svømmepøl og tv, i stedet for teltpladsernes "kun-koldt-vand" og med fars dårlige vittigheder som eneste underholdning. Vi havde lånt Bojes telt for vores eget var alt for stort til at have med i en kano


Næste dag sejlede vi den korte tur til Voervadsbro, hvor vi også havde overnattet sidste år. Vi havde overtalt mor og Peter til at komme med aftensmaden og vi hyggede os hele den solrige eftermiddag.


Peter blev og sov i teltet og sejlede med far og mig den næste dag. Det var vist ikke den store oplevelse for lille-mand for han lagde sig hurtigt til at sove i kanoen. Vi kom alle tre hurtigt frem til Klostermøller, hvor Boje og hans to piger, samt Lone ventede på os. Også på denne 3. dag var der kanonvejr. Vi badede i Mossø, mens Boje gave pigerne i sejltur på søen i kanoen. Peter valgte at tage med Lone hjem og har ikke siden været til at lokke med på turen.

Gudenaaturen 2004

I 2004 begyndte det...





Min far og hans kammerat Boje fandt på, at vi skulle på en kanotur på Gudenåen. Det skulle være den klassiske tur helt fra Tørring....
Det har det så været hvert år siden - og vi bliver flere og flere kanoer for hvert år der går.
Første år var vi kun en kano - Far, mig og fars kammerat Boje. Vi havde kun to dage at sejle i så vi startede ikke helt i Tørring det år, men ved teltpladsen i Åstedbro
Vi har meget tidligt oppe og kørte til Ry kanofart - hvor vi stillede bilen og fik et lift af Svend fra kanofarten - vi var jo kun 3 så han ville godt smide os af på vejen til Tørring.
Det var småkoldt og overskyet - der kl. 8 om morgenen. Senere på dagen da vi kom til Voervadsbro Teltplads var vejret skiftet til højt solskin. Vi fandt en god plads tæt ved åen med en lille båplads. Der var allerede kommet mange andre på teltpladsen f.eks en hel flok spejdere. Det gav nogle gode fodboldkampe - med boldpatrulje på åen til at hente alle de skæve skud.
De gamle knoklede i lang tid med at lave bål med strygestål og tørt græs. De siger det lykkes men jeg tror de brugte tændstikker mens jeg spillede fodbold med spejderne.
Næste dag var det min fødselsdag. Klart bedre vejr selvfølgelig - lige indtil frokost hvor vi havde passeret Klostermølle. Så kom der en gang let regn. Den tog jeg på "autopilot" midt i kanoen, mens de for og bag måtte lege motor.